Andelsboligforeningen Kurland

Category: Nyheder (Page 1 of 5)

Husk ekstraordinær generalforsamling den 25. maj

Kære alle andelshavere

Husk, at vi har ekstraordinær generalforsamling i beboerlokalet (kælderen, nr. 17) den 25. maj 2022 kl. 18. I skulle meget gerne have modtaget en indkaldelse i jeres e-boks eller pr. almindelig post.

Der er kun to punkter på dagsordenen:

– Skal vi hæve budgettet på linoleums-projektet, så det inkluderer malerarbejde?
– En lejer ønsker at blive optaget som andelsmedlem ved at købe sin lejelejlighed.

Der vil være snacks og drikke til de fremmødte.

Kan I ikke komme, så udfyld en fuldmagt (den fulgte med jeres indkaldelse) og giv den til en god nabo. Man kan kun have en fuldmagt med pr. beboer.

Vi ses!
/Bestyrelsen

Kom til arbejdsdag den 8. maj

Kære beboere

Vi holder arbejdsdag i gårdene søndag den 8. maj, så vi kan gøre gårdene sommerklar.

Vi mødes kl. 10 i gården (ulige numre) – der vil være kaffe og wienerbrød til de fremmødte.

Vi glæder os til at se jer!

Kærlig hilsen,
bestyrelsen

Beboerlokalet åbner for bookinger den 23. februar

Kære alle

Nu er regeringens restriktioner som bekendt hævet – hvor er det skønt! Beboerlokalet åbner derfor igen. Det kan desværre først lade sig gøre fra den 23. februar pga travlhed, sygdom og ferie i bestyrelsen. Vi håber, I kan finde andre gode løsninger indtil da.

Bedste hilsner,
Bestyrelsen

Beboerlokalet er lukket

Grundet regeringens covid-19-restriktioner er foreningens beboerlokalet lukket for booking. Events i januar kan ikke afholdes.

Skriv til bestyrelsen@ab-kurland.dk, hvis du har booket det i januar og har spørgsmål.

Vi beklager meget!

Bedste hilsner,
Bestyrelsen

Husk VVS- og eltjek ved fraflytning

Kære beboer

Hvis du ønsker at sælge din lejlighed, skal du fremadrettet huske at få udarbejdet en VVS- og el-rapport af en henholdsvis autoriseret VVS’er og elektriker. Ejendommens vurderingsmand Thomas Djernes skal se rapporterne, for at kunne foretage en vurdering af din lejlighed. Se de opdaterede guidelines til salg her.

Jævnfør vedtægterne betales udgiften til el- og vvs-tjekkene af køber.

Skriv endelig til bestyrelsen, hvis du er i tvivl om noget angående salg.

God jul!

Bedste hilsner,
bestyrelsen

Flere vedtægtsændringer vedtaget

Den 4. november havde vi en super effektiv ekstraordinær generalforsamling, hvor vi behandlede flere forslag, som blev vedtaget. Tak for et fint fremmøde og god ro og orden i det lille beboerlokale i vores dejlige ejendom – en generalforsamling på 18 minutter, det må være rekord!

Følgende blev stemt igennem

Vi genbehandlede i alt tre forslag til vedtægtsændringer, som var blevet foreløbigt vedtaget på den ordinære generalforsamling i henholdsvis 2020 og 2021. Det drejer sig kort fortalt om:

  • Ændring i paragraf 16: Vurdering af andel – fremover skal der foreligge el- og vvs-rapport ved salg af andelsboliger.
  • Ændring i paragraf 12: Fremleje – fremover henviser vores vedtægter til Lejeloven, og bestyrelsen skal se en lejekontrakt med fremleje.
  • Tilføjelse til paragraf 30: Suspension af bestyrelseshonorar (stk 4) – fremover kan bestyrelsen suspendere udbetalingen af et fraværende bestyrelsesmedlems månedlige bestyrelseshonorar.

Derudover blev der stemt to nye forslag igennem:

  • Bestyrelsen bad om midler (150.000 kr.) til at gøre portene elektriske, så de ikke larmer og er nemme at åbne.
  • Fremover kan foreningens tre tomme loftrum udlejes på lige fod med kælderrum.

Læs referatet fra generalforsamlingen her, og se de opdaterede vedtægter her. De kan som altid findes her på hjemmesiden under Dokumenter.

God jul!

Bedste hilsner,
Bestyrelsen

Sådan vedligeholder du din nye altan

Opsætningen af altaner i ejendommen er stadig i fuld gang. Vi håber, at I, som allerede har fået en altan, er glade for den og nyder årets sidste solskinstimer oppe i højden. Forhåbentligt er det alle beboere, der kan skåle nytåret ind på vores færdige altaner.

I altanreglementet, som blev vedtaget på generalforsamlingen i september, står der, at beboere selv står for vedligeholdelsen af deres nye altaner. Men hvad indebærer det egentlig? Under ‘Dokumenter -> Altanprojekt 2019’ ligger der nu et hæfte fra Min Altan med info om altanerne og tips og tricks til, hvordan man vedligeholder dem.

Hæftet kan også fremskaffes i papirform hos vores søde vicevært, Finn, hvis man ønsker det.

Bedste hilsner fra bestyrelsen

Ekstraordinær generalforsaming 4/11

Kære alle

Torsdag den 4/11 2021 er der ekstraordinær generalforsamling i beboerlokalet (i kælderen ved nr. 17). Det starter kl. 18, og der vil være lidt vand og snacks.
Vi skal behandle de foreløbigt vedtagne forslag til vedtægtsændringer, som blev behandlet første gang på de ordinære generalforsamlinger i september 2020 og 2021.

Vel mødt!

Bedste hilsner,
Bestyrelsen

Så er altanreglementet klar

De første mange altaner er rejst, og flere beboere kan derfor så småt begynde at nyde de nye udendørskvadratmeter i højden. Men hvilke regler gælder egentlig ude på altanerne? Bestyrelsen har kreeret et altanreglement, så du ikke længere behøver at være i tvivl! Reglementet blev stemt i gennem på generalforsamlingen den 15. september og kan læses her.

Er der spørgsmål til altanopsætningen kan de rettes mod SWE’s Simon Sylow eller foreningens altangruppe, der kan træffes via bestyrelsesmailen: bestyrelsen@ab-kurland.dk.

Vi ses på altanerne!

« Older posts

© 2022 A/B Kurland

Theme by Anders NorenUp ↑